
Vi har lånt icebaren i København. Fotografen er fløjet ind fra Milano sammen med hans kone og assistent og modellen er booket hos scoopmodels. Umiddelbart den perfekte opskrift på en meget glamourøs modeserie, men især for modellen bliver serien en kamp!
10.00 Det er tirsdag morgen klokken 10 da vi alle mødes ved vores location. Icebaren i København. Vi mener den vil være den perfekte location til at skyde en vinterserie i et sort og kontrastfyldt look. Vi pakker ud og make-up artisten går i gang. Maken-uppen skal være naturlig, men i kolde farver som isen. Håret en opsat frisure med klassiske snoninger.
11.30 Make-up artisten er færdig. Vi er klar til at skyde det første billede. Vi får nogle specielle blå termokapper på der skal hjælpe os med at holde varmen og selv med dem på må man højest opholde sig i rummet i 20 minutter af gangen. Modellen der er iført en lille sort kjole bider tænderne sammen og må modstå kulden. Vi skal igennem syv sæt og som tiden går, bliver modellen mere og mere gennemkold.
11.50 Det er koldere end forventet. 20 minutter efter vi er gået ind er vi første gang ude af det kolde rum. Det går lige igennem marv og ben og vi er ikke færdige med det første sæt endnu. Så vi må ind og fryse igen!
13.30 Vi er færdige med fire af de syv sæt, men er så gennemkolde – især modellen der står med sine bare, næsten blålige arme og ben – at vi bliver nød til at skaffe noget varmt at drikke.
13.45 Vores redning! Der kommer varm kakao og the. Modellen sidder pakket ind i tæpper og selv da har hun stadig en blå farve, der skinner igennem i huden.
14.05 Vores ”kaffe/varme-pause” er slut, make-up artisten frisker modellens make-up op og vi beslutter os for at være en del mere effektive med at få skudt det sidste. Nu er vi konsekvente. Vi er derinde i 10 minutter. Smutter ud, varmer os i 5 minutter imens vi tjekker billeder eller skifter modellens tøj og ryger ind igen. Effektiviteten gør at vi er færdige 40 minutter efter!
14.45 Modellen skynder sig at komme i sit varme tøj, og også den kolde make-up artist skynder sig hjem.
15.30 Kigger hurtigt billeder med fotografen og er da klokken er 15.30 er vi helt færdige. Jeg er for kold og for træt til at aflevere tøj. Jeg ryger direkte hjem i et varmt karbad og kommer til hægterne. Ringer efter de grønne bude, så de kan aflevere det tøj der skal tilbage i dag. Resten afleverer jeg selv i morgen.
17.15 Ringer for at gøre status til den stadig kolde make-up artist, der har aflyst en aftenaftale og stadig ligger hjemme på sin sofa indhyllet i tæpper og dyner.
23.00 Sender dagens sidste tanke til modellen inden jeg ligger hovedet på puden og tænker på om hun mon har fået varmen igen og krydser fingre for at hun ikke får sig en forkølelse ovenpå modeserien. Modebranchen er altså ikke altid lige glamourøs.



Ingen kommentarer:
Send en kommentar